Kender du det, at man har fået ny kjole, og efter festen ser man billeder af en selv, og det var så sidste gang, man har haft den kjole på. Inde i prøverummet og hjemme foran spejlet, så den smart ud, men fotoet afslører ting, man ikke har set. Det gælder også så meget andet, at billeder afslører alt, og man ser pludselig tingene med andre øjne. Jeg kan huske det fra dengang mit hus skulle sælges, og der blev taget billeder. Pludselig så jeg mange ting udefra på afstand, det gav en hel anden virkning og ikke altid positivt.
Forleden dag i det skønne efterårsvejr plantede jeg mine krukker til og tog så et billede bagefter, som jeg skulle bruge her på bloggen. Faktisk fik jeg et chok, da jeg så hvor grimme, de var blevet. Jeg må indrømme, at jeg ikke havde lagt mærke til det, og jeg skal lige hilse og sige, at det at købe potter på denne årstid er ret svært. Jeg måtte rigtig mange steder hen for at finde nogen, der ikke havde pakket dem væk.
Dagen er nu aftaget med 7 timer og 18 minutter, så det er dejligt med en masse levende lys både ude og inde.
Hav en rigtig dejlig efterårs weekend.
Mona
Jeg synes de er meget smukke, alligevel!
Tak, de tre nye er jeg også glad for.Hav en god weekend Guöny
Kender det alt for godt både det med krukker og tøj. Nogen gange når jeg at se det i spejlet, når jeg kommer hjem fra indkøb. Jeg har et godt “bakspejl”. Så er det op på byttecyklen. Derfor handler jeg næsten kun i Magasin, for der kan man få pengene tilbage.
De har mange krukker i Høsterkøb planteskolde. God weekend.
Jeg tror at vi er mange der bliver “snydt” af spejle i prøverummene.