Vi var en tur ude og gå på volden ved Kastellet i går på St. Bededags aften lige som rigtig mange andre Københavnere, og i år var det da lidt lunere end det plejer, vi var ikke ved at dø af kulde, og solen kom frem og lunede og gjorde det hele meget kønnere. Det er et meget smukt område, og lige nu er der også mange vilde blomster.
Det er Frank, der har startet traditionen, men lige nu er han på Bali, og Karoline kunne heller ikke, MEN Sebastian var frisk, så det var rigtig dejligt og meget hyggeligt at være sammen med ham alene. Bagefter står den på varme hveder med pålæg. Det er godt nok ikke noget der mætter meget, man bliver næsten træt af at spise, før man bliver mæt, men det hører ligesom med, så det er godt denne ene gang, og jeg elsker jo traditioner – jo flere jo bedre.
Voldene er et utroligt spændende område, og jeg bestemmer mig hver år til, at jeg vil tage derind en sommer dag med picnic og udforske området mere. Indtil nu er det ikke blevet til noget, men måske sker det i år.
I dag er vi inviteret til frokost – skønt så hav en dejlig solskins St. Bededag.