Så er jeg kommet til Cannes og har fået mig indrettet i den nye lejlighed. Det er med lejligheder som med mennesker, det er ikke rart at blive sammenlignet med noget/nogen, som der er stor tilfredshed med. Den lejlighed, vi plejer at leje, var solgt, derfor måtte vi have en anden. Men mit lille kontor er indrettet og hyggeligt. Jeg mangler bare blomster, men markedet åbner først i morgen. Så nu står jeg her og kan ikke føle mig helt godt tilpas uden blomster.

Vi kom afsted til tiden med SAS fra Kastrup. Jeg er ikke særlig glad for at flyve, og bliver absolut ikke begejstret når kaptajnen byder velkommen og meddeler, at der nok bliver en del turbulens, og det blev der. Halvvejs efterlyste man en læge, men der var ikke nogen der meldte sig. Hvad der var galt, ved jeg ikke, men personalet klarede det fint. Purseren var en af de gamle “garvede”, og i krise situationer er det godt med noget livserfaring. Vi nåede lige bussen, der kører direkte fra lufthavnen til Cannes. Lettere kan det ikke være, busbilletterne kan man købe over nettet.

Desværre er her stadig godt gang i julen overalt, specielt elsker de store lysende juletræer. De er flotte, men tiden for jul er bare udløbet.

Her er dejligt lunt 17 grader, men det blæser enormt meget, så meget at jeg ikke kunne sove for støjen i nat. Dog skulle blæsten lægge sig i dagens løb og blive erstattet af regn. Men når dagen i dag er overstået, skulle vejret blive godt. Så det glæder jeg mig til.

Hav det godt så længe.

Mona

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Fuldend regnestykke (for at modvirke spam) * Tiden udløb. Prøv en ny CAPTCHA.