blå servietter

Jeg har alle dage strikket rigtig meget, føler det er dejligt at have noget i hænderne, når jeg ser TV eller kører langt i bil. Da børnene var små, strikkede jeg til dem, men da de blev lidt ældre, så var det ikke smart mere at have hjemmestrikket tøj på. Så købte jeg en strikkemaskine, og da jeg var blevet god til det, så startede min søster og jeg med at strikke tøj, der blev solgt i butikkerne. Vi startede op i mit soveværelse og endte med en hyggelig butik i Bistrup med firmaet Fashion Girl og ansatte en sælger og strikkedamer. Det var en spændende tid. Nu bliver det kun til småting, og efter at have strikket karklude i store mængder, er jeg gået over til servietter. Jeg synes, at de er mere lækre en papirservietter, og det gode er, at de kan genbruges i det uendelige. De er hurtige at strikke, jeg slår 72 masker op på pind 3 eller 3 1/2 i forskellige mønstre, alt efter hvad jeg er i humør til.

hvide servietter

De hvide på billedet herover er strikket med 2 ret og 2 vrang to rækker, så vrang over ret og ret over vrang, det giver et sødt lille mønster.

grønne servietter

Man kan også bare strikke 6 rækker kant foroven og forneden og så 4 ret som kant i begge siderne. Ellers glatstrikning, de er mere TV venlige, man behøver ikke kikke på dem, når man strikker.

borddækning

rosa servietter

Det sidste mønster jeg strikker for tiden er i disse gammelrosa servietter, som består af 4 ret og fire vrang fire gange, så bliver de lidt ternet.

servietter i ring

Man kan selv i denne Corona tid købe bomuldsgarn i mange butikker i fantastisk mange farver. Jeg har begrænset mig efter mit porcelæn.

Hav en dejlig søndag.

2 tanker om “Bæredygtige servietter!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Fuldend regnestykke (for at modvirke spam) * Tiden udløb. Prøv en ny CAPTCHA.