Jeg må nok snart indrømme, at det er farligt at gemme noget, når jeg ikke kan huske, hvor jeg gør det. Sidst vi forlod lejligheden i Glücksburg låste Allan terrassedøren med nøgle, og jeg gemte den. Smart lige indtil i går hvor vi så kom igen og skulle låse døren op, så kunne ingen huske, hvor nøglen var gemt. Jeg ledte og ledte, væk var den. Så kom jeg i tanke om, at der havde ligget en masse nøgler, da vi overtog lejligheden, så måske var der en mere, og det var der, så vi kunne komme ud på terrassen. Først i dag fandt jeg mit gode gemmested, så har jeg lige lært ikke at gemme ting.
Når ens have er ny, er det hele tiden spændende, hvad der blomstrer næste gang, jeg kommer. Lige nu er den meget smuk. Jeg er gået over til at gøre rent, når jeg kommer herned, i stedet for når jeg tager hjem, og så samtidigt ordne blomster, for støvet lægger sig også, selvom man ikke er der, og jeg går MEGET op i ikke at bruge et sekund mere end nødvendigt på rengøring.
I går da vi kom, var energien ikke overvældende. Da var vi også kørt fra sommerhuset hjem og pakke og så herned, og sommerfesten, vi var til lørdag, blev meget lang, så vi nøjedes med at gå tur ned til vandet for at spise en is. Det er samlingspunket for både fastboende og turister i alle aldersklasser i weekenden, og der er så hyggeligt og smukt.
Hav en dejlig dag.