Vi har lige være et par dage i Odense. Når vi tager på vores små ture, så prøver jeg som regel hjemme fra at finde nogle nye restauranter, for jeg synes, det kan være svært, når vi går rundt i byen bare at finde noget spændende. Denne gang havde jeg fundet Oluf Bagers Gård, som jeg synes havde en spændende menu.
Oluf Bagers Gård ligger midt i byen og blev bygget helt tilbage i 1586, hvor den blev opført af den odenseanske købmand Oluf Nielsen Bager, der allerede som ung mand begyndte sit virke som købmand. Siden dengang er bygningen blevet brugt til mange forskellige formål. Adelsfolk, købmænd og grosserer er blot nogle af de mennesker, her har været gennem tiderne. I 1772 fik Christian Gormsen Biering lov til at starte et trykkeri i bygningerne og trykte første udgave af Fyens Stiftstidende. I 1930′erne overtog Odense Kommune bygningerne, og sidenhen er stedet blevet renoveret gennem flere etaper, og det er endt med at blive en rigtig stemningsfuld og hyggelig restaurant.
I 2003 overtog Realdania By og Byg bygningerne, og de ejer i dag stadig stedet. Siden 1. juli 2014 har det været drevet af Hindsgavl Slot.
Da jeg går ret meget op i borddækning, så var det lige noget for mig med stofservietter, blomster og Mega mussel tallerkner. Så bordet så hyggeligt og indbydende ud.
En anden positiv ting var, at der stod to slags koldt vand på bordet, da vi kom. en sifon med dansk vand og en kande med koldt postevand. Det er en af mine mange kæpheste, om en restaurant tager penge for vand, når man køber vin, så her blev jeg positiv fra start.
Menuen bestod af tre serveringer, der alle bestod af små spændende retter. Rigtig dejlig mad.
Ved anden servering kom tjeneren blandt andet med en skål, hvor der stod to små tårne, og hen over dem hældte hun en klar væske, som viste sig at være varmt vand, som de to tårne opsugede, og man fik en fugtig lille serviet at tørre fingrene i, ret smart.
Odense er en rigtig hyggelig by, hvor der er rigtig meget at se. Denne gang var vi nede i havneområdet og gå en tur. Desværre var vejret lidt trist til fotografering på det tidspunkt. Vi skulle have været dernede lidt senere på dagen, hvor solen var fremme, det gør underværker på billeder, som jeg skulle have brugt på min Danmarks-guide.
Desværre kom vi hjem med corona. Min kære mand startede med at være tung i hovedet og forkølet, så det var frem med corona testene, og han var positiv, og jeg var negativ . Så vi kørte hen til PCR testning, som viste det samme. Men om aftenen begyndte jeg at blive dårlig, og så blev jeg selvfølgelig også testet positiv. Ret ærgerligt, da jeg var dårlig i en uge, og coronaen har provokeret flere af mine bivirkninger fra kemoen frem igen, så jeg er blevet bombet tilbage helbredsmæssig, men coronaen er ovre nu.
Hav en god dag.