Da jeg blev usynlig

Jeg er 77 år.

Eller rettere sagt – jeg plejer at sige, at jeg er 75.

Det lyder måske mærkeligt, men efter mit kræftforløb føler jeg, at sygdommen stjal to år af mit liv. Derfor har jeg, lidt i spøg og lidt i alvor, trukket dem fra min alder.

Men det er ikke kræften, dette indlæg handler om.

Det handler om noget, der rammer mange af os, når vi bliver ældre. Den dag, vi opdager, at vi er blevet usynlige.

Ikke for familien eller vennerne – heldigvis. Men i det offentlige rum.

Prøv selv at lægge mærke til reklamerne, tv-programmerne, ugebladene eller de store kampagner. Hvor ofte ser du mennesker på 75 eller 80 år blive fremstillet som aktive, nysgerrige og livsglade? Alt for sjældent.

Det er, som om vi langsomt forsvinder ud af samfundets bevidsthed, selv om vi er flere end nogensinde.

Det undrer mig.

Ældre Sagen har over 1,1 million medlemmer. Det er en enorm gruppe mennesker med livserfaring, viden og en stemme, der burde kunne høres. Alligevel synes jeg alt for ofte, at organisationen er for forsigtig.

Når der er valg, bliver der lovet guld og grønne skove. Men hvor ofte handler debatten om de ældres livskvalitet, værdighed eller den omsorg, de har krav på?

Alt for mange ældre oplever omsorgssvigt. Alt for mange føler sig alene. Og alt for mange accepterer stiltiende, at sådan er det bare.

Det behøver det ikke at være.

Jeg må også være ærlig over for mig selv.

Jeg er god til at brokke mig hjemme ved køkkenbordet, men knap så god til at gøre noget ved det. Måske er jeg ikke den eneste.

Hvis over en million medlemmer begyndte at stille krav, skrive læserbreve, kontakte politikere og fortælle deres historier, ville det være svært at ignorere os.

Vi har levet et langt liv. Vi har betalt vores skat, bygget virksomheder, passet vores arbejde, opdraget børn og været med til at skabe det samfund, vi lever i i dag.

Vi fortjener ikke at blive usynlige.

Derfor vil jeg gerne stille et spørgsmål – både til Ældre Sagen og til alle jer, der læser med:

Hvordan får vi de ældres stemme til at fylde mere i samfundet?

For hvis vi ikke selv siger fra, hvem skal så gøre det for os?

Hav en rigtig dejlig sommer alle sammen. Næste gang vil indlægget handle om en dejlig ferie ned gennem Tyskland.

Mona