Det er helt fantastisk, jeg har fået et godt syn igen og er dybt taknemmelig for at leve i en tid, hvor man kan operere for grå stær og så ganske gratis. Da Glostrup hospital ikke kunne nå det inden for tiden, blev jeg henvist til Scandinavian Eye Center i Hellerup, og de har 100% styr på det. Jeg fik en skriftlig indkaldelse til en lægeundersøgelse 2. oktober. Dagen efter undersøgelsen fik jeg de sidste tre tider. Første øjenoperation den 9. november kl. 8 med besked om forventet tid på klinikken på ca.45 min. Andet øje den 24. november kl. 8 og igen forventet tid på klinikken på ca. 45 min, og til sidst kontrol af begge øjne her torsdag den 26. november kl. 8.15 med forventet tid på klinikken ca. 30 min.

Før jeg skulle starte med det første øje og ikke måtte bruge øjen makeup indtil tre uger efter sidste operation, syntes jeg var grusomt. Så for at bøde lidt på det, fik jeg farvet bryn og vipper inde hos Take A Brake, for uden øjen makeup på føler jeg mig meget farveløs at se på (det kniber næsten for min iPhone at genkende mig).

På øjenklinikken kom jeg alle gange til på klokkeslæt eller før tid. Jeg havde fået papir på vigtig information før og efter operation bl.a. information om øjendrypning, som skal stå på 3 uger efter hver operation. Selve operationen foregik ved, at jeg i venteværelset  fik dryppet øjet med lokalbedøvelse og pupiludvidende dråber og fik en halv afslappende pille. På operationsstuen blev øjet yderlig bedøvet med øjendråber, så blev der lagt et tyndt papirstykke over mit ansigt, og jeg kunne fjerne mundbindet. Øjet blev holdt åbent med en øjenspærre, det gjorde ikke ondt kun lidt irriterende også med alt saltvandet, som øjet blev skyllet med hele tiden, og så det skarpe lys generede mig, men det var jo kun småting. Lige bagefter følte jeg mig naturligvis blændet af det skarpe lys, og synet føltes sløret resten af dagen, men allerede næste dag var det meget bedre. Selve operationen tog kun ca. 15 min. Det føles meget trygt, når man kommer i “hænderne” på nogen, der er så professionelle som alle på Scandinavian Eye Center, for ens øjne værner man naturligt meget om og er nervøs for, at der går noget galt.

Dagen efter sidste operation følte jeg stor glæde over at have det overstået ( var lidt nervøs for det) og nu kan læse og arbejde ved computeren igen uden problemer. Efter kontrol hos min øjenlæge den 14. december håber jeg at få grønt lys til at køre bil igen, det vil føles som en julegave på forskud.

Hav en dejlig weekend.

 

4 tanker om “Der er kommet farver på livet!

  1. Dejligt at høre at operationen gik godt, og at det ikke var så ubehageligt. Jeg ville ellers nok være lidt nervøs, hvis jeg skal have det gjort på et tidspunkt. Du har ret – vi er heldige at leve i en tid og et land, hvor det kan lade sig gøre. Go’ weekend herfra 🤓

  2. Hvor er det dejligt, at dine grå stær operationer er godt overstået. Sikke en fin behandling, du har fået. Det var spændende at læse. Vi er meget heldige at leve i en tid og i et land, hvor det kan lade sig gøre.
    Rigtig god weekend!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Fuldend regnestykke (for at modvirke spam) * Tiden udløb. Prøv en ny CAPTCHA.