Min veninde har lige mistet sin gamle mor, og det får igen tankerne omkring døden til at blusse op, for den vil indhente os alle før eller siden. Måske føler man, at hvis man lader være med at tale om den, så får den måske ikke øje på en. Som barn og ung fylder døden ikke mere end et knappenåls hoved, og derefter vokser den stille og roligt med alderen, og som 69 årig når hele generationen foran en er væk, så man er de næste, der står ved kanten, så får den absolut en meget større fylde, men stadig snakker vi ikke om den. Hvor mange af jer har talt med de voksne børn om, hvad i ønsker, der skal ske efter livet? Jeg må indrømme, at det er ikke meget, jeg selv har gjort, nok med den tanke at “den tid den sorg”, som man siger (i grunden et sjovt udtryk som passer lige i dette sammenhæng. Det var lidt tanker om døden og livet, så nu skal der leves.

Så livet skal fejres med et glas kold vin.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Fuldend regnestykke (for at modvirke spam) * Tiden udløb. Prøv en ny CAPTCHA.