Jeg fløj til Malaga forrige tirsdag for at holde ferie i 14 dage i Fuengirola. Det er rigtig rigtig mange år siden, jeg har ferieret på solkysten. Vi har lånt en dejlig stor lejlighed af nogle venner, skønt at kunne det i 14 dage. De første par dage var vejret lidt blandet, men så kom den blå himmel og solen med fuld power lige fra morgenstunden, nej hvor er det pragtfuldt.
Vi har gået og gået byen og omegnen tynd, så nu har vi næsten styr på det hele. Turene på strandpromenaden er min favorit, jeg elsker synet af havet og bølgerne, der ruller ind mod stranden. At se Middelhavets blå vand og kigge til siderne, hvor bjergene rejser sig. Vi har også været på det store marked lørdag og har spillet minigolf om søndagen i den anden ende af byen.
Selvom vi er udenfor sæsonen, er der stadig blomster, men selvfølgelig i begrænset mængde.
Vi har fået et favorit sted til at få et glas vin og lidt at spise på en lille plads, hvor der altid er mange mennesker, så det er om at kapre et bord i solen og om aftenen inde ved strålevarmen. Vi har siddet ude og spise hver aften, det havde jeg ikke regnet med at vi kunne. For én som elsker Tapas, så er det her et rigtig godt sted. Vi har fået anbefalet mange gode restauranter, og det er meget længe siden, jeg har fået så meget godt mad i en ferie.
Vores venner ved, at jeg sværger til at drikke kaffe af en kop, så tænk, de havde købt kopper til mig, da der ellers kun var krus i lejligheden. Det kan man da kalde venner, der er meget betænksomme, og jeg nyder at drikke min kaffe af kopperne (jeg er meget glad for kaffe) og ikke af et krus. Det allerværste jeg ved, er cafeer hvor de har et stort udvalg af forskellige kaffesorter, og så serverer de dem i papkrus.
Nu vil jeg forsat nyde den skønne sol, så kan i have det godt så længe.
At rejse er at leve 😊