Jeg var til brunch på Carlton i søndags, det var min fødselsdagsgave til min mand. Han havde ønsket sig det, for i  vores alder er det efterhånden ret svært at finde på ønsker, så valget falder tit på en oplevelses gave. Derved får man også selv glæde af det man giver – ikke dårligt. Han blev 69, så nu er der lige et halvt år, hvor vi er lige gamle, derefter får jeg uden tvivl er sej tid, hvor han går og påstår at jeg er i 70erne og han kun i 60erne. Vi har været til brunchen på Carlton før, og var også dengang meget begejstret. Hvorfor de kalder det brunch, forstår jeg faktisk ikke, for det har ikke noget med brunch at gøre og starter også først kl. 13, og man får vin til.

Det virker som om, at der er alt indenfor fisk og skaldyr i alle afskygninger. Stor bluffet med små kanapeer. Denne buffet er min favorit, jeg glæder mig over alle de små kreative kunstværker og elsker at arrangere dem smukt på min tallerken. Der er også flere varme retter og et stort ostebord. Kage elskere kan godt nok også få deres lyst styret, hold da op et udvalg af små kager, men da havde jeg opgive for længst.

Hotel Carlton emmer af historie, man kan næsten mærke alle de spændende og sjove mennesker, der har været der gennem alle årene. Carlton blev bygget til Henry Ruhl af arkitekterne Charles Dalmas og Marcellin Mayère i Cannes fra 1909 til 1913. Hotellet blev delvist omdannet til et hospital under Første Verdenskrig. Under 2. verdenskrig fortsatte Carlton som hotel. Det er nært forbundet med biografens verden siden oprettelsen af Cannes Film Festival i 1946. Alt personalet vi mødte var utrolig søde og hjælpsomme, og man følte det vrimlede med mennesker, der er også 280 ansatte og mere end 530 i sæsonen.

Rygterne siger at Carltons kendetegnende kupler på begge hjørner af hotellet ansås for at ligne brysterne på Caroline Otero. Jeg må indrømme, at jeg ikke ved, hvem hun er, men når man tænker på hvor gammelt hotellet er, så har hun ikke haft silikone bryster.

Hav det godt så længe.
Mona