Hvad skal de have at spise? Jeg tror, mange har det som mig, at hver gang jeg har inviteret gæster, så kommer spørgsmålet straks, hvad skal de have at spise. Jeg skriver ned i en en bog, hvad vi serverer for gæsterne, det er altid rart at kunne tjekke op på, hvad de fik sidste gang.Tit har vi det, som vi for sjov kalder månedens menu, det vil sige, at mange af gæsterne får den samme menu. Det kan lyde lidt trist for én selv at skulle spise det samme flere gange, men vi gør det ikke til to hold gæster i samme uge, men anden og tredje gang man skal handle og lave mad, er det helt utroligt afslappende. Mens vi har boet i sommerhuset, så har der være nogen, der syntes det var lidt langt, så derfor har spisningen meget været til frokost .Det er faktisk også hyggeligt, når man har hele sin tid til rådighed. En god ting ved vores fire årstider er, at de også påvirker maden, det er charmerende at have den store forskel på vinter og sommermad, på simremad, lette salater og grill mad. Min mand og jeg er begge to i køkkenet, jeg planlægger menuen og står for forretten og det grønne tilbehør samt desserten.
“Bare” to halve, næsten alle kan lide smørrebrød, og nu er det jo faktisk blevet in, men på et lidt højere plan som f.eks. Torvehallernes flotte smørrebrød. En af de mange gode ting ved selv at lave nogle lækre spændende stykker smørrebrød er, at alt arbejdet er overstået, når gæsterne kommer, og det er dejligt afslappende bare at nyde samværet med vennerne. Det er jo utroligt forskelligt, hvor meget vi mennesker spiser, men som regel kender man jo sine venner og ved, om de kan spise to eller tre stykker. Hvis det passer med tre, så kunne de stykker være et med fisk, et med kød og afslutning med ost. Hvis man også er til noget sødt, kunne det jo være lidt til kaffen.
Dagen to stykker består af en Laksemad og Fransk brie.
Laksemaden består af 2-3 skiver laks på en skive godt rugbrød – Grønne asparges, der er kogt lidt – avocado – æg der er stegt i en ring, så den ikke løber ud – dild – lime.
Brien skæres bare i skiver lige som jordbærrene og pyntes med citronmelisse, lettere kan det næsten ikke blive, og det ser kønt ud og smager dejligt.
Indlæg om gæstemad vil blive et tilbagevendende emne her på bloggen. Hav en rigtig dejlig pinse, det skulle blive rigtig godt vejr.
Lækkert og inspirerende gæstemad du har lavet. Maden er altid det store spørgsmål når man har inviteret gæster. Det er jo immervæk en del af hyggen, når man samles 😋
Ja Lene man vil jo gerne gøre ens gæster glade.
Hvor ser det lækkert ud – dine idéer tager jeg straks til mig. Jeg skriver også op, hvad jeg giver gæster. Det er dejligt at kunne se tilbage og ikke give sine gæster de samme retter flere gange.
Ja man kan da lige så godt gøre livet lettere for sig selv.