Gilleleje har som de fleste byer her ved vandet været i dvale i flere måneder, men her til påske så starter alt op igen. Her bliver mere og mere liv for hver weekend og en hyggelig stemning. Det er som to verdener her, en hvid og en grøn. Jo grønnere og mere frodig naturen bliver, jo flere mennesker kommer til byen, så når det bliver svært at finde en parkeringsplads, så ved man, at nu er det rigtig sommer. Byen har sit højdepunkt, og det myldrer med mennesker, det er en charmerende tid. Nogle af de fastboende bliver sure over alle de turister, men hvis byen ikke myldrede med mennesker om sommeren, så var her jo endnu mere dødt om vinteren, for byen har rigtig mange restauranter 11-12 stykker, flere cafeer, ishuse og små spisesteder der sælger fiskeretter. Alle de steder ville aldrig kunne overleve, hvis her ikke kom mange turister. Dog undrer det mig alligevel, at de kan.

Til påske åbner havnen også op og begynder at få udeservering, og selv om det er lidt koldt, så er der noget helt specielt over den første gang man sidder dernede, det er sådan en skøn følelse at tænke på den dejlig tid, der ligger foran en.   Hver gang man så tager til byen, så skal man lige en tur ned omkring havnen og indsnuse stemningen. Gilleleje vandt i 2017 faktisk titlen som Danmarks mest kreative by. 100 byer deltog fra start, og Gilleleje blev udvalgt som den by, hvor kreativiteten er størst, når det gælder om at udvikle en by til at være et sted, hvor mennesker befinder sig godt, og hvor erhvervsliv og kultur går hånd i hånd. Jeg er også gået i gang med at pynte op til påske inde og ude, men mere om det i ugens løb.

Hav det godt så længe.

Mona

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Fuldend regnestykke (for at modvirke spam) * Tiden udløb. Prøv en ny CAPTCHA.