Glæden ved bøger er tit noget, der bliver grundlagt i barndommen, dog kan jeg ikke mindes at have fået læst højt som barn, men begyndte først rigtig at finde glæden ved at læse bøger i en ret høj alder. I dag ville jeg have svært ved at leve uden bøger, ja nu er jeg faktisk vild med bøger og vil helst selv eje dem, hvad jeg må erkende ikke altid er en god ide, for hold da op hvor de fylder, jeg har bøger overalt. Gennem årene har det give gode oplevelser og indblik i mange andre verdner. En skøn måde at få viden på mens man bliver underholdt. Det er ikke uden grund, at Anne Glad og Flemming Møldrup i “Kender du typen” altid studerer bogreolen i de hjem de er i, når de skal gætte, hvem der bor der. Folks bogreol siger nok meget om en både alder og livsstil.
Lucinda Riley er en af min ynglings forfattere i øjeblikket. Jeg havde ønsket mig den nye i serien om de syv søstre i julegave og fik den også. Selvom det var svært, lod jeg være med at starte på den for at tage den med til de tre uger i Cannes. Da jeg så glad tager den frem dernede og skal i gang, opdager jeg til min gru, at jeg var kommet til at ønske mig bog 2, som jeg har i forvejen. Det var godt nok nedtur at skulle læse mandens bøger i tre uger, for den anden bog, jeg havde med, var den nye bog af Lisbeth Dahl, og den var hurtig læst. De syv søstre er en skøn serie. Lucinda Riley fik inspirationen til bøgerne om de 7 søstre, da hun en aften kiggede op på stjernebilledet Plejaderne også kaldet de syv søstre. Den græske mytologi fortæller, at de syv søstre var nymfer og døtre af Atlas. Lucinda Riley ønskede at fortælle en moderne udgave af de 7 søstres historie. 6 søstre samles i deres barndomshjem efter deres adoptivfars død. Her får hver af pigerne en ledetråd til, hvordan de finder tilbage til deres oprindelige rødder. Hver bog fortæller en søsters historie og leder dem hver især ud i verden. Så man kommer vidt omkring til både Rio de Janeiro, London, Norge, Thailand, Australien osv. Jeg kan godt lide den måde Lucinda Riley skriver på. I perioder har jeg også læst mange af de kendte krimiforfattere, men lige i øjeblikket er jeg kørt træt i krimier.
Kogebøger er blandt de mest solgte genrer af fagbøger, og der er også et kæmpe udvalg. Jeg må indrømme at have købt en del bøger om alverdens måder at slanke sig på, desværre har de ikke virket, måske fordi det ikke er nok bare at købe og læse bogen. Bogen “Tarme i topform” har til gengæld skånet mig for mange mavesmerter, så den er jeg glad for.
Jeg læste heller ikke meget for mine børn, men har til gengæld gjort det for børnebørnene, og det har været nogle dejlige oplevelser. Det var som regel de samme to bøger, der var populære hos dem som små. De bøger blev slidt op, og nu hvor de er voksne, snakker vi stadig om bøgerne. Hanne Mathiasen har skrevet flere gode børnebøger, der handler om dyr bl.a. om katte og hunde. Bøger som alle forældre burde læse for børnene, for så får de på en sød forståelig måde lært, hvordan man skal forstå og behandle hunde og katte. Du kan læse mere om Hannes spændende bøger på hendes hjemmeside www.forlaget-mathiasen.dk
Har du en ynglings forfatter for tiden?
Hav det godt så længe.
Mona
Det er så ærgerligt at mangle læsestof i ferien! Har du prøvet ebøger, f.eks @Reolen du henter via dit lokale bibliotek. Du kan downloade bøgerne enten hjemmefra eller på ferie, hvis der er internet! De fylder ikke i kufferten!
Hej Fru Moll
Ja ebøger er en rigtig god ide. jeg ved faktisk heller ikke hvorfor jeg er holdt op med dem.
Tak for dit indlæg
Mona
Hej Mona
Jeg læste om dig i Søndag, det var en god artikel, så nu er jeg ” ny følger” af din blog, som ser spændende ud:-)
Den bedste bog jeg har læst er Et lille liv. Skrevet af Hayna Yanagihara. Den er fantastisk.
Kh. Britta
Hej Britta
Dejligt at få en bog anbefalet, jeg mangler tit nye ideer
Hav det godt Mona