Himmelbjerget, det lyder da af noget, når man siger det, “himmel”, så tænker jeg straks på en smuk blå farve, og “bjerget” giver associationer til noget kolossalt stort, jeg mindes alle mine Frankrigs ferier. Men men Himmelbjerget er en sød lille bakke, der oven i købet var krøbet ind til næsten ingen ting på de 48 år, der er gået, siden jeg masede derop med klapvogn. Jeg kunne tydelig se, at der var sket noget med hukommelsen på de mange år. Da jeg har lidt problemer med at gå på grund af min ankel, var det en glædelig overraskelse, at det var en kort tur derop, jeg havde været bekymret for, om jeg kunne gå så langt.

Det kan godt være at Himmelbjerget ikke er så høj, men smukt er der, meget smukt selv i dårlig vejr.

Fra bjergets 147 meter høje top er der en fantastisk udsigt ud over Julsø, og landskabet omkring bliver ofte med god grund betegnet som et af de smukkeste områder i Danmark. Himmelbjerget er et “must’” som udflugtsmål, når man besøger Søhøjlandet. Man troede længe, at Himmelbjerget var Danmarks højeste punkt. Den landsdækkende højdeopmåling i sidste del af 1800-tallet viste imidlertid at Himmelbjergets top lå ca. 147 meter over havet, mens de højeste terrænpunkter ved Ejer Bavnehøj og Yding Skovhøj var mere end 170 meter over havet. Seneste opmåling viser dog, at Møllehøj er Danmarks højeste naturlige punkt.

Her møder man også Danmarks næst største samling af mindesmærker, har jeg læst, og der var også en del.

Efter Himmelbjerget kørte vi til Silkeborg, og da vi nåede frem vældede regnen ned, det må nærmest have  været skybrud, så vi strandede i bilen et stykke tid, før vi vovede os ud. Derefter kom der stille og roligt en opklaring, efter vi havde spist frokost, her fik jeg nok det dyreste glas vand til min vin, som jeg kan mindes, 18 kr. for et glas postevand.

Det var sidste dag i vores miniferie. Næste gang vi holder en lille ferie, vil vi planlægge den, når det er godt vejr. Men til trods for vejet var det nogle dejlige dage og skønt at blive ladet op igen.

Hav det godt så længe.