Hvordan går det? Spørgsmålet har jeg fået mange gange det sidste års tid af familie og venner. Nu kan jeg svare tak, det går meget bedre. Hvor godt, kommer an på hvad dag der bliver spurgt, for selvfølgelig svinger det meget. Jeg får nu ikke kemo mere, lægerne er blevet enige med sig selv om, at de bivirkninger, jeg fik, nu er for store i forhold til det positive ved kemoen som efterbehandling. Så nu får jeg kun antistoffer hver 3. uge frem til midt i august samt en antihormon pille hver dag. Pillerne skal jeg have i 5 år –  een lang overgangs alder.

Jeg kan arbejde mere, og vi holdt også påskefrokost for 12 mennesker. Der tog det mig godt nok to dage at komme til kræfter igen, men jeg kunne det.

Jeg er ved at komme af med min “kemo” hjerne og har fundet nye kreative måder at gøre tingene på, da jeg har mistet noget af følelsen i mine fingre og føler, at jeg går på vat, hvad der giver mig balance problemer. Så når min kære mand og jeg går, er det med hinanden i hånden. Rigtig hyggeligt, man kommer til at føle sig helt ung og forelsket.

Jeg lever stadig meget af mit liv udendørs med stor nydelse i haven og drivhuset, som nu er plantet til, og næsten alt, der var til forspiring, er plantet ud i haven. Salaten og radiserne er spiret, så nu varer det ikke længe, før jeg kan begynde at høste salat. Dahliaerne, som jeg også har sat i potter i drivhuset, har jeg druknet. Har vandet dem alt for meget, så i stedet for at spire er de rådnet. Jeg havde ellers glædet mig til at se de store smukke blomsterhoveder.

Hav det godt så længe.