I går aftes var jeg inde og se Fasandræberne, og jeg fik det så dårligt, tænke sig at give penge for det. Jeg forstår det bare ikke forstår ikke ideen i at sidde i en biograf i 1,5 time og se vold og vold, hvad skulle fornøjelsen være, er der nogen der kan forklare mig det? Mange synes om filmen, så måske er det bare mig. Filmen gjorde mig vred og bagefter ked af det, hvorfor ved jeg faktisk ikke.
Jeg har læst mange af Jussi Adler-Olsens bøger også Fasandræberne, men i bogen er der også utrolig megen anden handling end vold, f.eks. er der mange sjove episoder og ordvekslinger mellem Vicekriminalkommissær Carl Mørck og Assad. De to hovedpersoner, som spilles af Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares, er ellers rigtig gode i filmen.
Jeg er heller ikke glad for voldelige film. Jeg tror det har noget med vores egen dødelighed at gøre. Da vi var unge var vi næsten udødelige. Det er vi godt klar over vi ikke er længere. Og så er der altså meget forskel på voldlige film. I nogle film er volden det bærende og dem gider jeg altså ikke se. I andre er det med som en understregning at en situation. Men jeg er nok mest til tænke film og romantiske film der ender godt. Sådan har jeg fået det med alderen. Jeg vil helst se noget jeg bliver fyldt op af så jeg kan blive glad i låget.