I følge Berlingske ligger Danmark helt i bund i Europa i antal af iværksættere. Jeg synes det er for dårligt, at der ud af 30 lande er færrest danskere, der tør springe ud i livet som selvstændig. Selvfølgelig er der både plusser og minusser ved det, og man skal ikke vælge at blive iværksætter, hvis man foretrækker en fast indtægt og en 37 timers arbejdsuge uden sikkerhedsnet under en. Jeg har været iværksætter hele livet på utroligt forskellige områder, noget har været positivt og givet penge, noget har kostet mig en del penge, men selve processen har altid været spændende. Dog er det da lidt surt at knokle løs uden at få løn, men i stedet komme af med penge. Flere af gangene har jeg faktisk været for tidligt på den. Ideen havde været god, det var bare 1 eller 2 år for tidligt. Det startede med firmaet Fashion Girl i 70`erne.
Vi designede og strikkede kjoler, nederdele og bluser på strikkemaskiner. I starten var det kun min søster og jeg. Vi startede sammen hjemme i mit soveværelse med at sidde og strikke, og kørte så ud om aftenen til tøjparties. Senere flyttede vi så til en butik og showroom i Bistrup ved Birkerød. Der blev efterhånden ansat damer til at strikke og en sælger til salget. Problemet blev at mange tøjbutikker begyndte at få problemer og lukkede. Vi prøvede nogle gange, om vi kunne nå at hente tøjet igen, men det var altid solgt, så vi mistede en del penge. Efter en tid blev vi trætte af at arbejde og arbejde uden at tjene noget, så vi lukkede ned og delte gælden. Jeg tog så en uddannelse som Zoneterapeut og startede klinik, det var et skønt arbejde. Efter mange år og mange nye kurser startede søster og jeg igen firma sammen.
Det var AM Massageskole, som blev en stor succes. Vi uddannede 72 massører om året, mange af dem fik job på hoteller, kiropraktorer og wellness centre. En del blev også iværksættere og startede egen klinik. Da vi stoppede på arbejdsmarkedet solgte vi AM Massageskole. I alle årene som zoneterapeut og med skolen lavede jeg også en bryllupsbog. Det var før internettet fik rigtig fat, så der blev trykt 3000 bøger, der kom ud til boghandlerne, og jeg tog på bryllupsmesser med den. Det endte med at blive en dyr fornøjelse, og nu i bagklogskabens klare lys kan jeg se alle de fejl, jeg lavede. I vore dage kan du få lavet bare 10 bøger og holde omkostningerne nede. Jeg startede også en internet shop, hvor man kunne bestille håndlavede indbydelser og bordkort, men det var lige i internettes barndom, så der var jeg for tidligt ude. Jeg har også solgt hjemmelavet julepynt på julemarkeder og hjemmelavede smykker på markedet om sommeren i Gilleleje. Det har også passet godt at være selvstændig, hvor jeg til en hvis grænse selv bestemte over tiden, da jeg var gift (og er) med en mand, der havde et job, hvor der var 365 hverdage på et år. Der var ikke noget der hed weekend og helligdage. Nu gør jeg det meste ved computeren med mine guider og bloggen, men lige pludselig får jeg måske en ny ide og vil aldrig udelukke at blive iværksætter igen.
Hav en dejlig Store bededags ferie.
Mona