Jeg fik et gavekort i julegave til en ansigtsbehandling plus et startset. Det var skønt, men jeg fik det først indløst her lige før påske. Gavekortet var til “Take A Break spa”, som ligger inde i Carlsberg Byen, så jeg havde planlagt at få en hel dag ud af det sammen med min datter.

Vi startede på en af de små hyggelige cafeer med at få kaffe. Jeg drikker helt almindelig sort kaffe, og som mange af de unge skulle datteren have cafe latte, og jeg var så “heldig”, at de ikke havde flere croissanter, så jeg fik ikke muligheden for at synde.

Efter en rigtig behagelig behandling (jeg kan godt være lidt sart med mit ansigt) følte jeg mig som en ny udgave af mig selv og samtidig dejlig afslappet. Tænk sig, at jeg havde ligget og ikke kunnet lave noget i en hel time, det er meget sjældent, det sker for mig. Det var nogle meget lækre produkter jeg fik og instrukser om brugen. Jeg fik behandleren til at skrive numre på 1-2-3-4, så kan jeg hurtigt uden briller se rækkefølgen, som de skal bruges i. Faktisk må jeg indrømme, at jeg er MEGET dårlig til at få renset ansigt og smurt creme på om aftenen, men nu må jeg til at tage mig sammen og komme ind i en fast rutine.

Vi var en spændende tur rundt i Carlsberg Byen bagefter, der er rigtig meget at se, jeg må derind en sommerdag igen. Spændende med en ny by midt i byen med brygger Jacobsens historiske bygninger sammen med meget moderne byggeri, en god kontrast. Vi så også Brand Store & Beer Experience, hvor man kan få alt fra ikoniske t-shirts og plakater til et stort udvalg af øl og glas.

Derefter kom vi forbi staldene med de skønne bryggerheste og gamle biler og videre til gården, hvor der om sommeren er Carlsberg Fridays – fredagsbar i bryggerens have. Det er med grill, musik og selvfølgelig en masse kolde øl. Det er blevet en tradition, og en populær måde at starte weekenden på. Carlsberg Fridays afholdes hver fredag henover sommeren. Det var en dejlig dag, der er så meget at se i København, der skyder nye byområder op hele tiden.

Hav det godt så længe.

Mona

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Fuldend regnestykke (for at modvirke spam) * Tiden udløb. Prøv en ny CAPTCHA.