Gående fasan

Nu er vi næsten ved at forlade april måned, og hold da op hvor har det været skønt vejr. Solen har skinnet fra en blå himmel dag efter dag. Jeg har nydt at følge naturen, hvor man næsten også fra dag til dag har kunnet se, at det bliver grønnere. Det er en fantastisk årstid at gå tur i, der sker så mange ting, og man kan mærke, at alle dyrene er i forårshumør.

Anemoner

Som i alle ved, er mit liv fyldt med traditioner, og da der konstant kommer nye til, så giver de mig glæde hele tiden. En af de rigtig gamle (56 år) er, at min kære mand plukker den første anemone vi ser til mig og som tak får et stort kys.

Holbæk by

Vi har igen være på en miniferie, og denne gang gik turen til Holbæk. Jeg er meget glad for Odsherred, her er så smukt og et fantastisk lys. Dog nåede vi ikke så meget andet end Holbæk, som er rigtig hyggelig by. Det var også en julegave, denne gang fra vores datter og svigersøn. Vi boede på Hotel Siddesporet, som ligger godt, og vi havde dejlig udsigt ud over vandet. Vi var der i to dage, og den første dag slendrede vi rundt i byen og havnen. Der er også mange gode butikker, og vejret var lige til at sidde på cafe og kikke på mennesker. Da man kunne få sit værelse allerede kl. 13, så havde jeg mulighed for at få et lille hvil, det har jeg stadig brug for.

Holdbæk havn

Andelslandsbyen Nyvang

Anden dagen kørte vi ud for at besøge Andelslandsbyen Nyvang i dejligt vejr. det er spændende at opleve livet og hverdagen i en lille andelslandsby i midten af 1900-tallet. Nyvang er et anderledes og levende oplevelsescenter. Vi var bl.a. på besøg i et husmandssted, hvor fruen bød på kaffe, der var lavet på halv kaffe og halv richs, og dertil bød hun på en fedtemad.  Jeg syntes det var sjovt at smage richs i kaffen, har altid kun hørt, at det smagte dårligt. Hvis kaffen ikke havde været halvlunken, havde det smagt ok. Man oplever hverdagen i 40’erne og 50’erne, når man går rundt og sludrer med alle de frivillige, som er her. Det er en sjov og nostalgisk måde at få historie på, det fik mig til at mindes min mormor og morfar, meget var som i deres hjem selv pelargonierne i vindueskarmen.

Andelslandsbyen Nyvang, redningsstation

solnedgang i Holbæk

Jeg ringede til vores gode venner, der bor i Svinninge (14 km. fra Holbæk), om de havde tid til at komme ind til Holbæk og få et glas vin sammen med os. Det havde de, og blev også og spiste sammen med os. Det var rigtig dejligt at få en sludder, det var længe siden, vi havde mødtes på grund af sygdom, og det er noget helt andet at snakke med øjenkontakt end i en telefon. To dejlige dage sluttede med den skønneste solnedgang, og vi var ladet op med energi til at tage hjem igen og luge videre. Skvalderkålene havde ikke holdt gro pause.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Fuldend regnestykke (for at modvirke spam) * Tiden udløb. Prøv en ny CAPTCHA.