Det er ikke alt der uden videre lader sig flytte. Min store Rhododendron oppe på terrassen kæmpede indædt for at få lov at blive stående deroppe i den dejlige sol. Rigtig mange potter er faktisk lavet ret dumme, da de er tykke på midten og så snævrer ind foroven. Når planterne så har stået i dem i mange år og lavet et stort rodnet, er det næsten umuligt at få dem ud. Min Rhododendron er gammel og en gave, så jeg var glad for at min mand, datter og svigersøn blev ved med at kæmpe for at få den op af potten. Den kunne ikke komme ned af trappen, men skulle hejses ned deroppe fra, og det kunne ikke lade sig gøre, når den stod i den tunge potte, så ud skulle den. Den ene sofa ville heller ikke ud, den måtte de knokle op af trapperne igen og prøve på en anden led, før det lykkedes. Sådan en dag er det en nydelse at være kvinde og bare give god råd, hvis man tør. Jeg har faktisk ikke særlig mange kræfter, hvad der tit er ret irriterende, der ligner min datter mig ikke, hold da op hvor hun kan bære og knokle, der sker noget, når hun går i gang, og det samme gælder min svigersøn. I Udsholt er det let, her kan alt bare bæres lige ind.

Vi havde lejet en stor bil hos Avis, og der kan godt nok være meget i sådan en bil, så vi fik flyttet de store ting. En gang i Juli, når min søn kommer hjem fra ferie, lejer vi den igen til alt det, der skal køres til Glücksburg, så er den flytning næsten overstået.

Rigtig skøn god solskins dag i morgen. Jeg skal ind og se et af min børnebørn få studenterhuen på, så jeg glæder mig,

Mona

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Fuldend regnestykke (for at modvirke spam) * Tiden udløb. Prøv en ny CAPTCHA.