Jeg er blevet meget glad for lydbøger. Det startede, efter jeg var begyndt i fitnesscenteret og blev træt af deres dårlige tvskærme på cyklerne. Jeg valgte Mofibo, men der er mange andre udbydere, også nogen der er billigere, har jeg siden opdaget. jeg giver 129 kr. om måneden for at være medlem og kan så høre/læse alle de bøger, jeg kan nå. De seneste tre har været biografier: “Den der lever stille” af Leonora Christina Skov, “Bevægelse” af Susse Wold og “Det skal føles godt” af Ole Henriksen. Bøgerne af Leonora Christina Skov og Susse Wold var indtalt af dem selv, og det er et stort plus, så da jeg gik i gang med Ole Henriksens bog, blev jeg skuffet over, at det ikke var ham selv der havde indtalt den, men faktisk glemte jeg det hurtigt, da bogen var god, ja de var rigtig gode alle tre. Lige nu er jeg i gang med Jane Aamunds sidste bog “Bjergsted Drømme” og til trods for, at jeg har læst alle hendes bøger og nok også har næsten dem alle sammen stående på reolen, så synes jeg, at den sidste ikke er særlig god. Jeg havde faktisk ikke drømt om, at jeg kom til at høre så mange bøger, men efterhånden har jeg vænnet mig til at lytte på flere og flere tidspunkter af dagen, f.eks. når jeg lægger makeup, vasker op, stryger, ja jeg lytter til en spændende bog, når jeg laver kedelige huslige ting, og når jeg strikker. Der er mange muligheder, og jeg finder flere og flere, men aldrig i naturen, der vil jeg nyde stilheden og kunne høre fuglenes sang. Dog vil mine “rigtige” bøger altid forblive mine favoritter, jeg elsker bøger, det at få en ny indbunden bog i hænderne er skønt. Jeg har lige købt Lucinda Riley’s sidste nye bog i serien “De syv søstre”, en skøn serie og den anden sidste bog “Solsøsteren” har været undervejs længe, men den er også på 758 sider, ikke let at læse i sengen som godnat læsning, men den tyder til også at blive en af dem, der er svær at lægge fra sig, man skal lige have et kapitel mere med.
Hav en god weekend.
Det var spændende at læse om bøgerne, som du har lyttet til. Lydbøger er rigtig dejligt – jeg er dog mest til rigtige bøger efter i 42 år at have været lydtekniker og optaget et utal af romaner og noveller for litteraturafdelingen.
‘Bevægelse’ af Susse Wold læste jeg med glæde. Jeg vil bestille Lucinda Riley’s ‘De syv søstre’ på din anbefaling og er meget spændt. Jeg er ved at læse Maria Hellebergs ‘Søstrene fra’ Thy som jeg varmt kan anbefale.
Dejligt at få anbefalet en bog Gitte, den vil jeg læse. Hav en god weekend
Jeg har aldrig prøvet at lytte til lydbøger, men har da overvejet det flere gange. Rart at blive inspireret af hinanden.
Ja Lene det er en af de gode ting med blogge, man bliver inspireret af hinanden. Hav det godt