Vi får rigtig meget salat til maden, og jeg planlægger den sjældent, men bruger, hvad jeg lige har. Der er to ting, jeg altid har i køleskabet til at pifte salaten op med, og det er skåle med granatæblekærner og semidried tomater. Gårsdagens salat bestod af bønner, let blancheret og skåret ud i 3-4 cm lange stykker og pære i tern. Hen over drysses tomater og granatæblekærner, og det havde også passet godt med lidt feta, men da min mand havde brugt feta i den fyldte mørbrad, syntes jeg ikke, at det også skulle være i salaten. Antallet af ingredienser behøver ikke at være enormt. Du behøver ikke købe 10 forskellige grøntsager, som efterfølgende ligger og dør i dit køleskab. Gå i stedet efter to – tre forskellige salater du varierer. Jeg køber tit en pose af de salater, der er skyllet, specielt når det skal være rucola eller feldsalat, så kan det ikke blive lettere end bare at tage salaten ud af posen.
Der er meget delte meninger om, hvordan man få kernerne ud af granatæblerne. Nogen banker dem ud med en grydeske, men da jeg har en utrolig lille tålmodighed, skærer jeg dem bare over og vrider og trykker meget på dem, så er kernerne lige til at tage ud. Granatæblerne med de let søde og syrlige kerner vokser på et busklignende træ, som stammer fra Mellemøsten, men dyrkes nu mere eller mindre overalt i landene omkring middelhavet.
Jeg laver selv semidried tomater, fordi det er utroligt meget billigere og ret hurtigt at lave. De er rigtig gode at bruge som tilbehør til mange retter og salater, og når de er blevet langtidsbagt, kan de holde sig i køleskabet 2-3 uger.
Man skal bruge: 500g cherry tomater – 1 spsk. ahornsirup – 2 spsk. olivenolie – 2 spsk. æbleeddike – 2 tsk. salt – 2 fed hvidløg eller rødløg hakket fint samt lidt grønt f.eks. hakket basilikum el. timian.
Cherry tomaterne halveres og lægges på en bageplade, alle ingredienserne røres sammen i en skål og kommes ud over tomaterne, som så bages i ovnen ved 120 grader i ca. 1 – 1½ time alt efter tomaternes størrelse, og så har du de skønneste tomater let og hurtigt.
Ingen salat uden dressing, og det er jo en smagssag, om det skal være en form for olie/eddike eller en færdigkøbt. jeg vælger dressing efter, om der er sovs til maden og så mit humør. Nogle grønsager kræver en mere smagfuld/stærk dressing end andre. Jeg bruger også nogle gange færdigkøbte dressinger, der findes mange gode, og en af mine favoritter er Mango chili dressing fra Beauvais, den er dejlig stærk.
Velbekomme og på gensyn.
Salaten ser virkelig lækker ud, og dine langtidsbagte tomater er lige for os – det må vi bestemt prøve at lave her. Vi er meget glade for salater. Tak for dejlig inspiration!
Der er rigtig mange penge at spare på at lave tomaterne selv,og så syntes jeg de er bedre.
Det ser super lækkert ud. Tror også at jeg skal have lavet nogle semidried tomater igen. Har lavet det før. Det er nemt at lave, og det er lækkert tilbehør.