“Noget skal man jo dø af”. De ord fik jeg af en ældre dame i Føtex, da vi venligt bad hende om at holde lidt afstand, fordi hun stod helt oppe i nakken på os, selvom der var tydelige markeringer på gulvet. I nuet bliver man lidt mundlam, hvorefter jeg sagde: “Ja, men jeg ønsker ikke, det skal være lige nu”. Da jeg senere på dagen skulle betale mine blomster hos min blomsterdame, manglede jeg mit dankort og efter det første chok, kom jeg i tanke om, at jeg havde kommet det ned i tasken sammen med rugbrøds stempelkortet i Føtex. Jeg fortalte om min oplevelse, og hun kunne så fortælle, at hun lige var kørt forbi om morgenen  hos en bekendt, der blev 80 år for at ønske tillykke, og der var så lige 50 andre, der var stuvet sammen. Jeg forstår godt hendes forargelse, for som hun sagde, her skal vi andre tage hensyn, måske lukke og gøre mange ting, der koster os rigtig mange penge for at beskytte de ældre og svage. Faktisk troede jeg, det var de unge, der var problemet, men de ældre er åbenbart heller ikke alle lige gode. Ellers synes jeg, at alle er så betænksomme, ringer og kommer med gode ideer til at have noget socialt uden at ses. Selv vores genbo ringede en aften, fordi han syntes ikke at have set min mand ude i haven og var bekymret for ham. Er du i øvrigt med til morgensang med Phillip Faber på DR1, det nyder jeg meget og er en rigtig skøn start på en dag. Jeg elsker at synge, så selvom det ikke lyder særligt kønt, så gør det mig glad.

Kærlige tanker til jer alle.