Den 8. februar har jeg guldbryllup. Hold da op hvor det lyder gammelt. Jeg kan stadig huske, da min mor og far havde guldbryllup, at jeg syntes, de var gamle folk. Jeg kan lide at planlægge fest, og denne gang er det rigtig skønt, da den skal holdes ude, så det er andre, der skal lave alt arbejdet, jeg skal kun lave alt det sjove. Planlægge et festligt bord, blomster, bordkort og menukort, der skal passe til indbydelsen, og 50 cm store 50 tal lavet af efeu, der skal guldspsprayes, så der bliver en rød tråd hele vejen gennem bordet. Kjolen til festen har jeg ledt efter i flere måneder. Det har været svært, fordi jeg ville have, at der var lidt ærme i (efter at havde set billederne fra min fødselsdag). I mange år har jeg tænkt på kjolen, at det skulle være mit livs kjole, det helt store skrud, så det var næsten en dødssejler fra start. Her til sidst har jeg nu endt med at købe en meget enkel lang elegant kjole, der skjuler mormor armene. Efter at have set på utrolig mange kjoler, prøvede jeg endelig en og fandt så ud af, at det store skrud skulle det absolut ikke være, jeg følte mig ikke godt tilpas i dem.
For at det skulle være lidt guldbryllupsagtigt ville jeg have guldstiletter og en guldtaske. Det er bare ikke lige årstiden for guldstiletter, så det blev også et projekt, men endte med at lykkes og så til 299kr. jeg tror aldrig, jeg har købt så billige sko før. Vi har valgt kun at invitere den allernærmeste familie og venner, skønne mennesker som har været en stor del af vores 50 års ægteskab. Til gengæld er de inviteret med overnatning, så alle bare kan slappe af og komme, når de har lyst, og
måske gå en dejlig tur ved vandet og havnen i Gilleleje før middagen. Jeg glæder mig meget, men i dag skal vi lige først holde 70 års fødselsdag for min kære mand.
Hav det godt så længe.
Hvor lyder det spændende med planerne for jeres guldbryllup.
Og tusind tak for kommentaren på min blog om et blogtræf – det vil jeg foreslå og skrive om snart.