I går på den skønne forårsdag var jeg i Tivoli, og faktisk var det tilfældigt, at det lige blev den dag, de åbnede sommersæsonen, det har jeg ikke prøvet før, for jeg troede, der var sort af mennesker den dag, så derfor har jeg undgået det, men der var et behageligt antal mennesker. Haven var som sædvanligt meget smuk, og de starter sæsonen med temaet “Påske i Tivoli”, så der var mange slags påskeæg og masser af dejlige blomster. Da Tivolis grundlægger Georg Carstensen åbnede dørene for 176 år siden, sagde han, at Tivoli aldrig bliver færdig med at udvikle sig, og det kan også meget tydeligt ses, for hver gang man kommer derind, ser haven forskellig ud. Der er kommet nye forlystelser til, og der vil også komme flere i sommerens løb, bl.a. skal der ske noget med radiobilerne.
De flre dyr, der står oven på hinanden, fik mig til at tænke på Bremen og skulpturen “stadsmusikanterne” fra Grimms eventyr. De består til gengæld af æslet, hunden, katten og øverst hanen, og om der skal være en sammenligning, ved jeg ikke.
Fra den 5.-14. april kommer der smørrebrødsfestival, hvor udvalgte restauranter vil byde på særlige smørrebrødsmenuer, og Tivoli vil udvikle nye typer smørrebrød. Vi spiste i Søcafeen, det gør vi som regel, da de har en fin platte og nogle meget friske tjenere, der alle har været der i mange år. En dejlig eftermiddag i den skønne have.
Hav en dejlig og solrig weekend.
Hvor er det smukke billeder fra din tur – jeg elsker at besøge Tivoli. Spændende at der nu er en smørrebrødsfestival.
Det er en fantastisk flot have lige midt i København og vi er rigtig mange der nyder at komme i haven. Hav en god weekend Madame