Fredag eftermiddag flygtede jeg fra alle flyttekasserne. Havde brug for en lille pause, så efter at alle studenterne var kørt, gik turen ned til Glücksburg. Det blev en laaang tur på grund af myldretid og starten på ferietrafikken. Det endte med at tage næsten 5 timer. Normalt ville det havde taget 3 timer og et kvarter, men frem kom vi da. Fra mandag til i dag onsdag havde vi bestilt hotel i Tönning, det var et dejligt hotel og en rigtig lille idyllisk by med små velholdte huse, hvor haverne næsten drukner i blomster. Langs den hyggelige havn ligger en række af restauranter, det er her livet leves.
Tönning ligger ved Ejderens udmunding i Sydslesvig, så byen har masser af vand omkring sig, hvad der altid gør et sted rigtig spændende. Til tider har det dog været lidt for spændende med lidt for rigeligt vand i havnen, hvor der står en stormflodssøjle, der viser vandstandshøjden ved de forskellige stormfloder. Helt utroligt og urealistisk at se hvor højt vandet nogle gange har været.
Hvis vandet stiger rigtig meget, kan de store sluseporte lukke, så vandet ikke løber op i byen – meget smart. Nu er jeg tilbage i Glücksburg og kører hjem i morgen fuldstændig opladet. Resten af flytningen er planlagt, så nu er det snart slut – dejligt.
Hav en god dag.
Mona
Ja, det er hårdt at flytte.