I år havde jeg ikke lyst til at pynte op til påske, hvad jeg normalt er rigtig glad for. Jeg har gået skal, skal ikke, for jeg har mistet lidt af gejsten, da alle påskefrokosterne er aflyst. Det er ellers sådan en hyggelig tid at samle hele familien på. Men i mandags tog jeg mig selv i nakken, og den ene kasse blev “gravet” frem, den anden ved jeg ikke hvor er, men da det er begrænset, hvor meget jeg vil pynte, så er det ok. Jeg havde inviteret  familien for meget længe siden for at være sikker på, at alle kunne, særligt de unge har mange aftaler langt frem. Så det er med grædende hjerte at må erkende, at i år bliver der ikke nogen familiefrokost. Jeg savner ellers dem alle sammen at se dem og give et kram.

Meget af ugen er gået med at slæbe sten. Jeg er begyndt at nedlægge bede og at lave noget, der er lettere at holde og kønnere. Det har været et knoklearbejde, for bedet på billedet var fyldt med Fredløs, og de er meget svære at udrydde, hele bedet var et netværk af rødder.

Det, der startede det hele, var, at jeg fik en dejlig strandstol og en kinesisk granit opstilling (jeg ved ikke, hvad sådan en hedder) af min søster og svoger, da de solgte deres hus, og jeg skulle derfor finde en ny plads til min bænk. Nu er jeg næsten færdig og er blevet glad for resultatet. Jeg skal bare lige have rettet ryggen ud og så ordnet det sidste. Der mangler fliser, som bænken kan stå på. Hvis jeg har fået alle rødder op, vil der fremover ikke blive nogen lugning i det bed, det er skønt. Da vejret skulle blive godt i påsken, vil jeg bruge den i haven, så når vi engang alle får friheden igen, så vil jeg ikke bruge min tid på at arbejde i haven, men ud i livet.

Hav alle en god påske trods alt.