Illum

Når jeg får for meget tankemylder, så må der ske noget, så de negative tanker får konkurrence. Sidst blev det til en lille bytur, for jeg nyder at kikke på mennesker og arkitektur. Efter mange dage i sommerhuset, hvor jeg har levet i min have med at luge og bare studere fugle, var det dejligt med storby liv i et par timer. Turen gik også ned omkring Nyhavn.

Nyhavn

På en dejlig solskins dag er der rigtig hyggeligt i nyhavn, og der var en del mennesker, dog er der stadig ikke så mange svenskere endnu. Men udelivet blomstrer, og folk så glade og tilfredse ud.

La Sirène i Nyhavn

Vi spiste for første gang på La Sirene, som er en italiensk restaurant med en ihærdig italiensk vært. Det var udmærket mad, og så var det meget rimelige priser. Når man går rækken af restauranter igennem, så er det meget tydeligt, at mange af dem har den samme ejer, da de har nøjagtig det samme frokost menukort, så det bliver lidt ensformigt.

Påskebord

Der var også nogle enkle steder, hvor der var smukt påskepyntet, så kan det ikke være mere forårsagtigt –  et skønt syn. Når vi kommer ind i april, så vil jeg også pynte op til påske. Jeg elsker at pynte op og forandre huset, og de skønne lyse forårsfarver er også sundt for sjælen.

borddekoration

Ugen stod også på gæster, og uden at det var planlagt, havde jeg dækket bordet i de ukrainske farver. Det var først da gæsterne kommenterede det, at jeg selv kunne genkende de gule og blå farver. Jeg havde kun tænkt på, hvad der passede til de gule blomster, jeg havde og så tallerknerne. I øjeblikket hækler jeg dækservietter i alle mulige farver, så her kom de blå på.

krokusser

Hav en dejlig ny uge.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Fuldend regnestykke (for at modvirke spam) * Tiden udløb. Prøv en ny CAPTCHA.