Jeg læser meget, og i perioder har jeg svært ved at finde nogle gode bøger. Det svinger hvilken genre, jeg har lyst til at læse, om det er skønlitteratur, krimi, biografier eller faglitteratur. Efter en periode hvor den ene bog efter den anden er blevet opgivet, så fandt jeg to bøger af Lori Nelson Spielman. jeg kendte hende ikke, men de var på tilbud til to stk. for 100 kr., og de lød meget spændende. Titlerne er: “I morgen kommer en ny himmel” og “Den søde tilgivelse”. “I morgen kommer en ny himmel “handler om en voksen kvinde der, da hendes mor dør, får en lille gulnet seddel af advokaten, der bestyrer boet. Det er en liste med drømme, som hun selv har skrevet som teenager, og nu beder moderen hende forfølge drømmene som en betingelse for at få arven udbetalt. Bogen får en til at tænke på, hvor mange af ens egne drømme man selv har fulgt, for med en alder på 70 så er det ellers på tide. Bog to “Den søde tilgivelse” handler om en tv-vært og en ny dille med tilgivelsessten, som man skal give til en anden i bytte for tilgivelse, og så går handlingen på tv-værtens eget liv og hendes mor og stedfader, som hun ikke har set i mange år. Indimellem er det godt med nogle bøger, der giver noget eftertanke, og det gør de faktisk begge to, og de ville være rigtig gode at diskutere i en litteraturgruppe eller bare med en andre kvinder, så ville der nok kommen mange flere aspekter frem, som kunne være spændende.
Hav det godt så længe.
Mona