Jeg savner synet af et SAS fly, synet af et fly der stiger op i himlen fyldt med drømme. Jeg savner at se hvide streger på en blå himmel, som fortæller, at nu er der nogen,  der er på vej ud i verden. Min første flyvetur gik som hel ung til Mallorca. Jeg var stiv af skræk lige til alle de gin og tonic, jeg indtog, virkede, og jeg havde altid i “gamle dage” tømmermænd den første feriedag, og den sidste nat lukkede jeg ikke et øje, for da sad skrækken allerede i kroppen. Med årene, hvor der blev kortere og kortere tid mellem flyvningerne, så tog den værste nervøsitet mere og mere af. Til trods for at jeg har fløjet meget, er jeg aldrig blevet vild med at flyve, men har fået et meget afslappet forhold til det, og flyver nu i hel ædru tilstand. Jeg har altid kunnet forklare andre, hvor sikkert det er at flyve, hvad jeg også tror 100% på, når jeg har begge ben solidt plantet på jorden, men når jeg kommer ind i flyet, og den går i luften, så forsvinder min logiske sans sammen med jordforbindelsen, og jeg kan hører mange mærkelige lyde, som altid har været normale i følge min kære mand, der ved alt om det, han er pensioneret Luftkaptajn fra SAS.

Jeg kan godt lide at have god tid i transithallen, nyder den internationale stemning og at studere alle de spændende mennesker, der myldrer rundt. nogen er glade og forventningsfulde i shorts og klipklapper, andre er travle forretningsmænd og kvinder med små trolleyer. Alt det savner jeg, også det at komme ud i verden, at se solen, andre kulturer, anderledes mad, at blive vartet op på alle måder, og kun at skulle overveje hvad man skal opleve og spise den dag, det er skønt.

Selv det at stå og vente på min kuffert savner jeg (nok lige til jeg gør det igen). Så forhåbentligt kommer der snart hvide streger på himlen igen.

Hav en god weekend.