På Rentemestervej og Møntmestervej i København NV kan man se nordens største open air gavl galleri, der er en hele 300 meter lang kunstpromenade under åben himmel. Her er 16 husgavle blevet malet af danske og udenlandske kunstnere bl.a. HuskMitNavn og Victor Ask. De er fantastisk farverige og fantasifulde, så man kan ikke andet end blive i utrolig godt humør af at kikke på dem. Inspirationen til street art kommer fra byerne Berlin og Miami, hvor man har haft held med at omdanne nedslidte bydele til attraktive kunstmekkaer.
Rentemestervej og Møntmestervej går parallelt med hinanden og kommer ud til Utterslev torv, som ligger tæt på Brønshøj. I gamle dage var det et rigtigt arbejder og funktionær kvarter, hvor de fleste boede i 2 – 3 værelses lejligheder.
Rundt om torvet lå alle de butikker man havde brug for i hverdagen samt et par kroer. Fra 1963 til 66 stod jeg i lære på Utterslev Torv hos Christiansen, der havde Trikotage Magasinet. Han var en god arbejdsgiver, så det var nogle gode år. Dengang var Utterslev torv og gadekæret samlingssted for byens kvinder, for det var kun dem, der handlede ind, og der var en rigtig hyggelig stemning lørdag formiddag, når alle skulle handle hos viktualien, slagteren, købmanden og bageren, ja alle tog som regel hele turen rundt i alle butikkerne. Det var sjældent at se en mand, for de deltog som regel ikke i noget af det huslige.
Dengang jeg kom ved gadekæret, var Sokkelundlille meget forfalden og pyntede faktisk ikke, nu bygningerne flot restaureret. Landsbyen Utterslev har eksisteret siden 1300-tallet og bestod oprindelig af gårde omkring gadekæret. Sokkelundlille blev opført i 1770 som jagthytte for Christian den VII. Der gik rygter om, at han brugte det som horehus. Sokkelundlille, der ligger midt på torvet, fungerer i dag som børnekulturhus. Bagved ligger Utterslev Kirke, der blev indviet i 1963, desværre hører den til en af de kirker, der blev solgt, hvad jeg synes er trist, da jeg blev gift i kirken 1969.
Hav en rigtig dejlig weekend.
Det var spændende at læse, hvad du fortæller om Utterslev – og sikke nogle skønne gavnmalerier! Jeg kender ikke rigtigt den del af byen, men det er jo en stor fejl.
Det er også langt fra dig, men det er nogle spændende gavlmalerier.
Dejligt opslag🥰
Tak Kirsten, det er jeg glad for du syntes.
Spændende at læse. Jeg tror, at vores lejlighed er den tidligere trikotage. #18, st.tv. Vi har boet her siden 2007 men har fået at vide at vores,lejlighed har været flere,forskellige forretninger gennem tiden. 🙂
Så må du have en smuk udsigt til gadekæret.